Hård frost og store mængder sne i vingården

31. januar 2010 by Kenn Römer-Bruhn  
Gemt under Vingården

En vintertur til torpet (sommerhuset) i Småland gav flere overraskelser. For det første var det -4,1 °C indendørs da vi kom. Udenfor frøs det -14 °C. Vi satte varmepumpen på overarbejde og fyrede op i alle brændeovnene, og efter tre timer havde vi lidt over 20 gr. Vandet var frosset – men det var vi forberedt på. Vi tømmer altid vandet af alle rør, men tænkte ikke på at så snart vi åbnede for hovedhanen, frøs alt straks til. Hmm …

Mon vinplanterne overlever?

Vingården var pakket ind i et dybt tæppe af sne, og der var ingen spor i sneen. Jeg tror minsandten at indhegningen virker som den skal, for der havde ikke været nogen dyr i vingården. Det var jo positivt. Men det var koldt og de billeder der vises herunder, er alle taget i -16 °C. Så nu går man og tænker på, om de planter der blev sat i sommer, kan klare kulden.

Vingården klædt i sne

Vingården klædt i dyb sne. Mon vinplanterne klarer denne ekstremt kolde vinter?

Vingården klædt i dyb sne

Der var ingen dyrespor inde i vingården, så jeg tror at indhegningen og elhegnet virker som det skal.

Vingården

Det var en meget kold, men også meget smuk weekend til vingården i Småland.

Vildsvin overraskede

Landevejen til vores torp var snedækket, og vi kørte derfor forsigtigt. Selvom klokken var over ni om aftenen, var det ikke helt mørkt, for det var fuldmåne. Og da vi nærmede os vores hus, krydsede en flok vildsvin vejen. Vi stoppede op og så dem gå videre ind i skoven. De var store (og så lækre ud = svinekølle, svinekam mv.). Det var første gang vi havde set vildsvin heroppe. Vi har tidligere set masser af spor efter dem, men havde aldrig set dem før.

Flere overraskelser

Vi blev også overrasket på en anden måde. Der var kommet vand i rørene. Sådan har det været flere gange før, at vandet først kom dagen efter, når det havde været rigtigt koldt. Men i løbet af eftermiddagen kom en mistænkelig lyd fra toilettet, og da der pludselig ikke længere var noget varmt vand, måtte noget være galt! Jeg var hurtig nede i kælderen, og kunne konstatere at vandmåleren løb rundt, selvom alle haner var slukket. Øv – vandrøret på det varme vand måtte være sprunget, hvilket indebar at alt vand skulle laves om til foråret.

En trøst måtte være, at det alligevel skulle laves om, da toilet og bad trængte til en håndværkermæssig overhaling. Jeg elsker at arbejde …

Vingården

Det var smukt vejr om lørdagen …

Vingården i snevejr

… men om søndagen – hvor det kl. 8:30 frøs -18 °C – kom et voldsomt snevejr ind over os.

  • Webbooks

Kommentarer

En kommentar til “Hård frost og store mængder sne i vingården”

Trackbacks

Se her hvad andre siger om dette indlæg ...
  1. [...] Det var med spændt forventning jeg tog til mit svenske torp her sidst i maj. Var planterne mon i live, og hvis de var, hvilke drejede det sig så om? Det var derfor med sommerfugle i maven jeg åbnede lågen til vingården, og nærmede mig mine vinplanter. Det havde jo, som tidligere fortalt, været en ekstremt kold vinter. [...]



Giv din mening til kende

- og hvis du har lyst, kan du jo også vise et billede sammen med din kommentar ved hjælp af en gravatar!