Økologisk hjemmelavet glögg
10. november 2011 by Kenn Römer-Bruhn
Gemt under Mad og drikke
Her er min egen opskrift på en herlig hjemmelavet økologisk glögg, som du eventuelt selv kan forsøge dig med. Det er gode råvarer omend portvinen og rom’en dog ikke er økologisk
– jeg kunne simpelthen ikke finde nogen …
Ikke desto mindre smager denne glögg så juleenglene nynner søde salmer i ørerne. Følgende ingredienser skal bruges:
- Vand 1/2 ltr
- Sukker 250 gr
- Kanelstænger 4 stk
- Hele nelliker 6 stk
- Hel allehånde 1 tsk
- Revet ingefær 2 tsk
- Økologisk appelsin 1 stk
- Økologisk citron 1 stk
- God portvin 1 1/2 dl
- Rosiner 2 dl
- God mørk rom 2 1/2 dl
Fremgangsmåden er herefter som følger:
- Start i god tid – det vil sige 14 dage inden du skal bruge glögg’en
- Hæld rosiner og rom i et glas med tætsluttet låg, og lad det stå en uge
- Når ugen er gået, koges vand og sukker til en sirup i en gryde sammen med krydderierne
- Vask citrusfrugterne grundigt, og skær dem i tynde skiver. Kom dem i den varme sirup
- Tag siruppen fra varmen og afkøl
- Tilsæt nu portvin, rom og rosiner, og lad essensen trække yderligere en uge
Efter en uge er essensen klar til brug, og skal blandes med 5 dele god rødvin (økologisk) og 1 del essens – behøver jeg fortælle at det hele varmes op, men aldrig må koge?
God fornøjelse og velbekomme …
NB: Der bliver ca. 1 liter essens ud af opskriften, og du kan naturligvis selv bestemme hvor kraftig din glögg skal være.
NNB: Ønsker du en stærkere glögg, kan du evt. tilføj lidt vodka eller anden smagsneutral spiritus til essensen.





hvor mange personer (glas) er det til i gløgg-opskriften?
Der bliver ca. én liter ud af opskriften – og du kan med fordel presse citron- og appelsinskiverne, for at få lidt ekstra kraft (og saft) med i essensen.
Du skal bruge 5 dele god rødvin til 1 del essens, så du kan jo bare gange op. Det afhænger også af hvor kraftig du ønsker din glögg skal være. Jo kraftigere smag des færre glas – og der er til en hel del glas, så bare inviter familie og venner, og byd dem på en helt igennem skøn smagsoplevelse …
- Kenn