Hjemmelavet økologisk hyldebærsaft

26. august 2009 by Kenn Römer-Bruhn  
Gemt under Mad og drikke

Rent smagsmæssigt er der langt fra hyldeblomstsaft til hyldebærsaft. Alligevel er der noget. Noget af ren natur – og noget af sensommer og høst. Ligesom hyldeblomsterne er med til at byde sommeren velkommen, er hyldebær med til at sige farvel. Og gudskelov for det. For årets gang i haven – og i naturen – ville være svær at undvære.

Modne hyldebær en herlig septemberdag …

Hyldebær en herlig septemberdag …

Når tiden er inde til at lave hyldebærsaft, får vi ikke bare en dejlig saft – vi får også en sund saft. Bærrene har nemlig et højt indhold af A- og C-vitamin. Desuden indeholder  hyldebær også en masse aktive stoffer som anthocyaniner. Det vil sige at hyldebær får dig til at svede, er vanddrivende og hæmmer infektion. Altså en rigtig god drik inden alverdens dårligdom og virus flyver forbi i løbet af efteråret.

Jeg har denne gang lavet to forskellige udgaver af en skøn hyldebærsaft:

  • Hyldebær, rørsukker og timian
  • Hyldebær, rørsukker og æbler

Idéerne til disse opskrifter har jeg taget fra min snapseerfaring. Her handler det om at udtrække smagsstofferne i kraftig koncentration i vodka eller smagsløs snaps. Efterfølgende blander jeg snapsene for at finde de helt rigtige smagssammensætninger. Når man bruger vand i opskriften frem for snaps, er man mere blid ved udtrækningen, men får stadig massevis af smagsstoffer med.

Fælles for de to opskrifter er, at man nænsomt afskærer bærklaserne, når de er mest modne. Gerne så set på sæsonen som muligt – ca. september-oktober. Når man er hjemme igen, afstilkes bærrene så godt man nu kan, så man ikke får for meget af stilkene med (herved undgår man for mange bitterstoffer). Det kan være en god idé at skylle de indsamlede hyldebær, da fuglene jo æder løs af dem – men sikkert også skider på dem! Husk at tage dem fra skovbrynet, i mosen eller lignende steder, og ikke ved en forurenet vej – vi er vel økologiske .?!

Hyldebær, rørsukker og timian

  • 2 kg hyldebær
  • 1 liter vand
  • 750 g økologisk rørsukker
  • 1 stor håndfuld timian
  • Saft af 1 økologisk citron

Hæld bærrene og timian i en gryde sammen med vandet. Når bærrene brister har det hele kogt længe nok, og kan tages fra komfuret. Si herefter indholdet fra gryden (saften, bærrene og timian), fx gennem et aflagt viskestykke der er lagt i et dørslag. Hæld den siet saft tilbage i den rengjorte gryde, og tilsæt sukker og citronsaft. Kog op igen til al sukkeret er opløst.

Frys ned i plastflasker eller hæld på patentflasker, der er skoldet og skyldet i atamon.

Den færdige ekstrakt kan fortyndes efter behov alt efter smagsstyrke. Smagen er ikke bare super god – den er også super sund !!! Som skrevet længere oppe i indlægget, indeholder hyldebær nyttige anthocyaniner. Tilsætningen af timian tilføjer også phenoler, cymen, linalool, flavonoider m.m., der virker desinficerende. Rent faktisk vil denne saft styrke dit immunforsvar, og holde virus godt på afstand …

Hyldebær, rørsukker og æbler

  • 2 kg hyldebær
  • 1 liter vand
  • 750 g økologisk rørsukker
  • 1 kg madæbler
  • Saft af 1 økologisk citron
  • Evt. hel kanel

Skræl æblerne og skær dem i grove både, og hæld dem og hyldebærrene i en gryde sammen med vandet. Når bærrene brister har det hele kogt længe nok, og kan tages fra komfuret. Si herefter indholdet fra gryden (saften, bærrene og æblerne), fx gennem et aflagt viskestykke der er lagt i et dørslag. Hæld den siet saft tilbage i den rengjorte gryde, og tilsæt sukker og citronsaft. Kog op igen til al sukkeret er opløst. Ønskes en juleudgave af hyldeblomstsaften, kan kanel tilføjes i forbindelse med sukkeret.

Frys ned i plastflasker eller hæld på patentflasker, der er skoldet og skyldet i atamon.

Den færdige ekstrakt kan fortyndes efter behov alt efter smagsstyrke. Denne smag er den klassiske og lige nøjagtig som ens mormor ville have lavet den.

  • Webbooks

Kommentarer

5 kommentarer til “Hjemmelavet økologisk hyldebærsaft”
  1. katrine siger:

    Giver den opskrift med æbler et forsøg. Glæder mig og vender tilbage.

  2. jeg bruger en saftkoger,hvor meget sukker skal der bruges pr liter?
    send gerne en mail, tak

  3. Kenn Römer-Bruhn siger:

    Maja: Jeg sender ikke PM – kun som kommentarer!

    Som jeg skriver skal du bruge ca. 750 gr. sukker pr. liter vand til 2 kg. hyldebær. Mængden af sukker afhænger af hvordan du ønsker din saft. Skal der være megen syre, skal du bruge mindre og omvendt hvis den skal være sød. Desuden afhænger mængden jo også af dine indsamlede bærs naturlige sukkerindhold. Held og lykke med din hyldebærsaft :-)

  4. Anders siger:

    God ide med timian! Jeg er ved at lave det, og tilsmagningen tyder godt :-)
    Andre gode versioner af hyldeblomstsaft indeholder citron eller kanel. Måske ville stjerneanis klæde det?

Trackbacks

Se her hvad andre siger om dette indlæg ...


Giv din mening til kende

- og hvis du har lyst, kan du jo også vise et billede sammen med din kommentar ved hjælp af en gravatar!