Den helt rigtige julesnaps
6. oktober 2011 by Kenn Römer-Bruhn
Gemt under Mad og drikke
Så er det vist ved at være tid for en af de herlige sysler i den mørke tid. Tid til julesnaps. Julesnaps af egne urter og/eller krydderier der smager af noget.
Hvilken smag skal julesnaps have?
Det er vist kun de kommercielle snapsefremstillere, der har en helt klar overenskomst mellem smag, styrke og farve. For alle os andre, der selv ønsker at fremstille den perfekte julesnaps, gælder det at vi hver især har individuelle opfattelser af, hvad en julesnaps skal smage af. Alligevel har jeg et par gode bud på opskrifter, der i den grad kan forbindes med julen. Prøv en gang at dufte til nyafklippede grene fra grantræet. Eller duften fra kanelen fra risengrøden, eller fra den hjemmelavede kirsebærsauce til risalamanden. Hvad med appelsiner og nelliker? Her er det stærke æteriske olier der spreder duft i hjemmet.
Det handler om hvad man selv er til. Og her spiller duften en stor rolle. For det er duften vi gerne vil have udfældet i vores snapse. Tænk en gang lidt over det. Og forsøg så at sammensæt en række smagsnuancer baseret på de urter, krydderier, bær og frugter. Det kan sammenlignes lidt med at smage på vin: Her sammenligner man også vinens nuancer med urter, krydderier mv.
Jeg selv kan slet ikke forestille mig jul uden følgende:
- Appelsin
- Kanel
- Nelliker
- Kardemomme
- Gran
- Vanilje
- Stearinlys
Når jeg har disse duftingredienser i hovedet, er næste skridt at forsøge at efterligne deres smag. Eksempelvis vil et grantræ opblødt i en vodka eller klar Brøndum give en fenolagtig smag. Her var det måske bedre at smage til med enebær, der leder tankerne hen på duften af gran. Hvis du vil blive god til smagssammensætninger i snapsenes forunderlige verden, er man nødt til at eksperimentere. Det er fantastisk hyggeligt – og hvem ved – måske dukker en helt ny variant op af en kommende farvorit?
Husk også på at der bør være balance mellem det søde, det sure og det bitre. Appelsin giver syre, men også sødme. Dog ikke hvis det trækker for længe – så bliver det en omgang bitter substans. Især hvis det hvide der ligger under skrællen, kommer med. Nelliker skal man også passe på. De smager nemlig meget kraftigt igennem. Så de er nødt til at sies fra allerede efter få timer til en enkelt dag. Hvis de glemmes, udtrækkes store mængder bitterstoffer, og snapsen kan blive udrikkelig. Kanel og kardemomme kan kommes i hel eller groft knust, og vil give karakter og stil til snapsen. Endelig vil vanilje også give sødme.
HOV – man kan sgu’da ikke komme et stearinlys i snapsen??? NEJ, men igen: Man kan efterligne. Til det formål kan kaffe- og kakaobønner være løsningen. De giver bitterhed og fornemmelsen af det brændte (stearinlys). Faktisk kan man med fordel riste bønnerne på en pande inden de kommes i. Hverken kaffe eller kakao bør trække for lang tid.
Fremgangsmåde for hjemmelavet snaps:
- 1 stort rengjort henkogningsglas med patentlåg
- Ingredienser tilsættes glasset
- En smagsløs snaps eller neutral vodka hældes over blandingen
- Snapsen skal herefter stå tillukket i alt lige fra 1 til 21 dage, afhængig af smagsstyrke – den er jo individuel
- Herefter hældes det hele gennem en si og evt. et kaffefilter for at fjerne de grove rester
- Endelig hældes det hele på en farvet flaske med patentprop (evt. ølflasker fra GourmetBryggeriet eller Ølfabrikken)
Hvis du udtrækker ingredienserne ved stuetemperatur, går udtrækningen hurtigere og du får en snaps med flere bitterstoffer. Hvis du udtrækker ved lav temperatur, går udtrækningen langsommere med færre bitterstoffer. Men husk at visse ingredienser ikke må udtrækkes for længe – det vil, uanset udtrækningstemperatur, give alt for store mængder bitterstoffer.
Så skulle det vist være på plads … Og nu til selve opskrifterne på julesnaps.
Økologisk hjemmelavet julesnaps
Til denne snaps skal der bruges følgende:
- Skræl af to økologiske appelsiner
- Økologisk rørsukker, 50 gr
- Økologisk kanel, 1 hel stang
- Økologiske nelliker, ca. 5 stk. (jo, det kan købes)
- Økologisk Vanilje, 2 stk
- En håndfuld enebær hentet fra heden eller krattet
- 1 Flaske Klar Brøndums (Økologisk kan den vist ikke kaldes)
Gør herefter følgende:
- Riv appelsinerne med en juliennekniv (citrusrivejern). Læg skrællerne på et bagepapir og fordel rørsukker på skrællerne. Bag dem i ovnen i ca. en time ved 100 grader.
- Flæk vaniljestængerne og skrab kornene væk (de kan bruges til vaniljekranse) – det er kun de tomme stænger der skal bruges.
- Tilsæt alle ingredienser til et stort henkogningsglas og sæt låg på og ryst godt.
- Gem glasset mørkt og under stuetemperatur, og se til din unikke julesnaps hver dag, hvor du samtidig skal smage på julesnapsen.
- Efter første dag skal du tage stilling til, om du fortsat ønsker, at nellikerne skal fortsætte udtrækningen. Kan nellikerne smages, skal de op!
- Sådan fortsætter du med den hyggelige pleje – og efter 3-8 dage bør vaniljen fjernes og evt. også kanelstangen.
- Efter 14 dage bør den være færdig, og resten skal fjernes ved at si det hele. Filtrer til sidst gennem et kaffefilter og hæld på flaske.
Værs’go – en ægte julesnaps, der smager så juleenglene synger salmer i timevis. Som du vil erfare, vil du kunne styre smagen (duften af jul) så snapsen passer lige netop til dig. Denne erfaring kan du så benytte til kommende eksperimenter. Herved er du allerede blevet en vaske ægte snapsebrygger.
Et stort tillykke med din nye hobby …
At smage på en god hjemmelavet snaps
I øvrigt vil jeg råde dig til at nyde julesnapsen ved omkring 14-18 grader. Herved kan smagsnuancerne komme til deres ret, og snapsen kan nydes fuldt ud. En snaps der kommer direkte fra køleskabet eller fryseren kan slet ikke sammenlignes i smagen – den bliver næsten smagsløs.




Glæder mig til at give mig i kast med denne opskrift i weekenden!
Den snaps giver jeg et forsøg. Den må simpelt hen prøves af inden jul …..
Du har helt ret. Jeg fulgte din opskrift og må sige at den smager lissom du skriver. Jeg kom lidt extra kardemomme i for det gav en smag jeg synes om.
Tak for en hyggelig blog som jeg læser mange gange.
Venlig hilsen Finn
God blog. Vil bare lige høre om nogen har prøvet med den med gran? Eller vil det ødelægge snapsen?
Hej Andreas – du kan indsamle unge skud af fyr og gran samt helt unge fyrrekogler om foråret. Læg de unge skud i et patentglas, og hæld smagsløs spiritus på. Essensen får en fin duft af harpiks, og bliver gyldengrøn. Du bør dog ikke udtrække i mere end få dage, da du ellers får en meget kraftig og bitter snaps.
Kan du ikke vente med nye unge skud, her hvor julen nu står for døren, kan du i stedet tage lige dele tørre grannåle og grønne skud fra træet, og lad det trække i ca. 7-14 dage afhængig af alkoholstyrken. Det skulle give et lignende resultat, som dog bør sødes lidt.
God fornøjelse …
- Kenn
Hej,
Kan man bruge vodka i stedet for klar Brøndum i denne her opskrift?
Vh Christina
Naturligvis – blot den er smagsneutral …
- Kenn
Hej Kenn
Spændende opskrift, glæder mig til at prøve den.
Spørgsmål (måske dumt): Skal alle 50 g sukker fordeles på appelsinskrællerne eller blot “hvad der kan være” på dem og så resten direkte i henkogningsglasset?
Pas på med vodka… jeg brugte på et tidspunkt 1 flaske billig vodka (vist nok en flaske fra Lidl), (som jeg mente var uden smag) men den ødelagde snapsen fuldstændig.. den fik en meget sød/syntetisk smag.
Hej John,
du fordeler blot sukker over skrællerne – idéen er at kandisere dem, så appelsin-olien trækker ud og bidrager med den gode appelsinsmag. Vedr. ‘restsukker’ så kan du søde din snaps helt efter eget behov.
Prøv fx i en anden forbindelse at hælde rosiner og svesker i et glas med alkohol, og lad det trække i tre uger. Herefter moser du de opsvulmede rosiner og svesker, og sier de groveste dele fra. Vupti, så har du pludselig en cremede og meget delikat likør, der smager hen af en super-sød sherry (hvis du vel at mærke tynder den lidt op)
…!
Jeg ønsker dig pøj med dine jule-snapse-forsøg …
- Kenn
Hej
Hvad gør man hvis julesnapsen er blevet lidt for bitter? – kan den reddesMin har trukket i 3 uger, og det er nok i overkanten
Den er lavet på appelsin, citron og lime skaller, som er blevet tørret i ovn. Derudover har jeg tilsat 1g. safran og ca 4 ml. nedkogte hyldeskærme tilsat sukker. Den er meget frisk, men smager lidt for bitter efter min smag. Der var minimalt hvidt med på skallerne
MVH
Brian
Uha Brian, tre uger er lang tid
Mit råd er at du enten kasserer den (!), eller laver en ny med kortere trækketid, hvor du så kan spæde op med den bitre.
Den lyder ellers spændende …
- Kenn