At fiske i Sverige

14. juni 2008 by  
Gemt under Lystfiskeri

Når du fisker i Sverige, får du altid lidt mere med hjem igen. Du får nemlig en masse gode naturoplevelser. Naturen er bare så flot og alsidig i dette store land som ligger i gunstig afstand fra lille Danmark. Hermed kan alle være med. Og os der bor i nærheden af København, har endnu tættere på disse naturherligheder.

Sverige som fiskested

Sverige er et enormt stort land, med et meget varieret fiskeri. Det er muligt at hygge sig med de fiskemetoder man benytter hjemmefra, og så tage den derfra. Men man kan også bygge videre på sin samling. Jeg har mødt lokale lystfiskere i de sydsvenske åer, der fangede spætter på tøjklemmer? Og har mødt nordboere, der fiskede med lange birkepinde med orm for at trække store fede bækørreder på land. Og rundt om Sverige er der hav nok til alle. Fra store brakvandsgedder til kæmpelaks. Sverige har så sandelig noget at byde på.

Jeg har selv fisket i Sverige siden 1993, hvor jeg for første gang stiftede kendskab til begrebet lystfiskeri. Det var i Helge å i Småland, og det var min bror der lokkede. Han var selv en ivrig lystfisker, og havde allerede været der nogle gange, og synes det kunne være hyggeligt at få brormand med. Jeg var mest til natur og egentlig ikke til fiskeri, men det skulle denne tur altså få lavet om på. Faktisk fik jeg min egentlige fiskedebut i selv samme å, hvor jeg nu selv har købt et sommerhus – eller et torp, som svenskerne kalder det. Jeg har fisket i åen adskillige gange hvert eneste år lige siden 1993.

Helge å en regnfuld dag

Selvom det godt kan regne, skal der alligevel fiskes.

Netop Helge å er ret interessant set med forskellige briller på. For det er Nordeuropas mest artsrige å med omkring 50 forskellige fiskearter – intet mindre ..! Så her er både til mede-, spinne- og fluefiskeri. Og med et helt nyt projekt for at genudsætte en ny laksebestand, bliver det kun interessant at følge. I åen har jeg til dato selv fanget følgende arter: Bækørred, gedde, aborre, brasen, hork, ål, flire, døbel, sandart, karpe, skalle, rudskalle, strømskalle og krebs.

At fiske i Sveriges natur ...

Helge å en (meget) tidlig morgenstund.

Især døbel er værd at stifte nærmere bekendtskab med. Den er nemlig en virkelig god fighter, der kræver godt grej at beherske. Og i Helge å er der mange af dem. Jeg har fanget disse smukke fisk på både spin og mede med brød og majs. Og så er jeg heldig at have fundet mit helt eget sving, som vi har navngivet Eldoradosvinget, efter min fætter fik en døbel på 4,5 kg hvilket er en rekordstor fisk!

Døbel på land

Her står jeg med en herlig døbel, der straks får friheden igen.

 

 

Det nordlige Dalarna

Men Sverige er mere end det sydlige, og jeg har haft fornøjelsen af at have været rundt i det meste af det kæmpe store land. Fra vandringer i det nordligste Lapland til et fantastisk fiskeeventyr i de klarvandet åer og elve i Midtsverige omkring Idre. Og her vender jeg tilbage år efter år, og håber nu at det kan blive en fast tradition i mange år fremover. Turen er for det meste sammen med min bror, men vi har også haft vores far og onkel med samt nogle kammerater. Nogle år måtte vi vente flere dage før nymferne klækkede, og der endelig kom gang i fluefiskeriet efter store stallinger. Andre år er det bare at svinge fluekæppen og så er der fisk på.

En fjeldørred måtte lade livet for en god frokost.

En fjeldørred måtte lade livet for en god frokost.

Her fisker min bror efter stalling på en vindstille dag på grænsen til Norge.

Her fisker min bror efter stalling på en vindstille dag på grænsen til Norge.

En smuk lille stalling fra Storån i Idre, Dalarna, Sverige

En smuk lille stalling fra Storån i Idre, Dalarna, Sverige

Når majfluerne endelig finder sig til rette på overfladen af det stilleflydende vand, er der pludselig gevinst på tørfluer med de rigtige farver. Her er det om at læse insekterne, for denne dag var det kun brun farve der virkede.

Her har min bror en stalling på fluen, og det var han vist vældig glad for.

Her har min bror en stalling på fluen, og det var han vist vældig glad for.

Det er svært at skulle videre fra så smukke omgivelser i Idre, når der er fisk alle steder. Alligevel afbryder vi af og til fiskeriet, og erstatter det med en gåtur til andre spændende steder. Eksempelvis har vi besøgt Sveriges højeste vandfald med et fald på ca. 90 meter. Det ligger ved Mörkret ca. 30 km fra Idre by. Turen til vandfaldet er en gåtur på ca. 3 km der varmt kan anbefales. Men vi bruger også en del tid på at kigge efter fugle som ugler, ørne, spurve og spætter. Området ved Sveriges højeste vandfald er én stor nationalpark: Fulufjeldet. Her bor der to bjørnepar, og man kan være heldig at spotte dem (selvom det kun sker yderst sjældent). Jeg har set den forholdsvis sjældne lavskrige flere gange i området. Og på hver tur har vi også set elge, rensdyr, bævere og sågar spor efter ulve (!)

Fluegrejet hviler sig ved en tjärn i det nordlige Dalarna.

Fluegrejet hviler sig ved en tjärn i det nordlige Dalarna.

Mere fluefiskeri

Men det er trods alt fiskeriet det handler om, når man har kørt næsten 900 km. Og gerne fluefiskeriet – for det er en ubeskrivelig oplevelse at stå ved eller i elven, og kaste sine fluer i bløde bevægelser. Og en fryd når fluen så lander lige foran fisken, der stiger til overfladen og trækker fluen med sig. Har du ikke selv prøvet dette, må du simpelthen gøre det. Hellere i morgen end i overmorgen.

Koncentreret fluefiskeri

Her er jeg i fuld koncentration med fokus på fluen – og på fisken.

Man er ligesom ét med naturen, når man svinger fluekæppen. Og man bliver fuldstændig gensplejset med den, når der pludselig er bid! Du står med din stang og line i hånden – og for enden af linen har en fisk bidt sig fast i den flue, du vidste ville blive en succes. Det er helt fantastisk …

Stalling på fluen

Her har jeg igen en stalling på fluen - herligt.

Stalling fra Fulan-åen

En herlig fight med denne stalling taget på en sort nymfe i juni 2011 i det nordlige Dalarna. Hvad venter du på?

  • Webbooks

Kommentarer

23 kommentarer til “At fiske i Sverige”
  1. Niels Jørgensen siger:

    Der ser jo fantastisk ud. Hvor meget fanger i? Og hvilke nogen fisk er det?

  2. Jan Eskildsen siger:

    Ak ja, hvem der havde tid og kræfter til den slags. Lækkert ser det jo ud.

  3. Cecilie siger:

    Hej.

    Jeg og min kæreste vil gerne fiske i påsken. (I Sverige). Hvornår må man godt det? Behøver man et specielt fiskekort? Ved du hvor man kan få mere information om det her?

    Tak for al hjælp.

    Vh Cecilie

  4. Kenn Römer-Bruhn siger:

    Ja, det kræver fiskekort de fleste steder i Sverige. Dog endnu ikke på kysten, men ellers – ja!

    Er det Helgeå I skal fiske i, skal I være klar over at der findes en række forskellige fiskekort afhængig af det sted i åen I ønsker at fiske. Det er ikke altid lige så nemt at finde ud af. Men ved de forskellige p-pladser langs åen, er der skilte der viser hvor man kan købe kortene. Alternativt kan du kigge på dette link, der giver adgang til 1.000 forskellige fiskevande i hele Sverige. Eller du kan søge på Länsstyrelsens hjemmeside, der bl.a. fortæller om fiskemulighederne i hele Sverige.

    - God tur …

  5. Richard Johannsen siger:

    Jeg har selv været i Storåen ved Idre og fisket. Det er den bedste fisketur jeg nogensinde har været på. At fiske i disse skønne omgivelser er ekstremt beroligende for sjælen. Samtidig fanger man også fisk. Jeg kan kun varmt anbefale at prøve dette.

    mvh
    Richard

  6. jørn mikkelsen siger:

    ved du om der er nogle der arrangere turer der op til, det ville jo værer en fordel at have nogle der har prøvet det før

  7. Kenn Römer-Bruhn siger:

    Jørn: Du kan tage et kig på Jonas Gardsiö’s hjemmeside, hvor du kan finde turforslag, guidede ture mv. Han er en flink fyr, og vil helt sikkert kunne hjælpe.

    Det er også muligt at booke ture gennem turistkontoret, som også kan være behjælpelig med fiskekort. Alternativt kan fiskekort købes online her.

    Jeg ønsker dig en rigtig god tur …

    - Kenn

  8. Kenneth siger:

    Hej med jer…

    Jeg skal til verdens smukkeste land sverige i uge 28. Jeg har lejet et lille hus ca 1000 km fra Malmø. Jeg skal bruge min uge på at fiske og hygge med en go bøf og rødvin, på vej hjem til DK har jeg to dage ekstra som jeg gerne vil bruge på kysten, men kræver det et fiskekort at fiske ved kysten i sverige?

    K & B
    Kenneth

  9. Det lyder som en rigtig god tur du skal på. Hvor skal du hen? Sø og/eller å? Eller andet (brakvandet på østkysten)?

    Når din tur er på hjemadgående og du skal fiske ved de svenske kyster, er der pt. ingen krav til fisketegn. Så fisk bare løs …

    Rigtig god tur derop!

    - Kenn

  10. Hej Kenn.

    jeg forstår dig !

    Efter at have krydset rundt i Sverige i flere år, endte vi op med at købe hus tæt på Helge ån, og fisker der. så ofte vi kan – Og så lige oppe i Ammer ån i høj sommeren :-)

    det ka være vi ses en dag !

    Knæk og Bræk

    / Paul

  11. Tonny siger:

    Hej folkens.

    Et par kammerater og jeg har længe gået og snakket om at tage til sverige og fiske.
    vi er bare i tvivl om hvor man kan købe fiskekort og hvor de gode steder er . det skal være en natur skønne omgivelser med gode fiske muligheder.
    MÅ man egentlig slå telt op og bo i skoven nær de svenske å´er?

    Hilsen Tonny

  12. Hej Tonny – du kan som regel købe fiskekort i turistinformationerne eller hos private, hvor der med skilte anvises nærmeste fiskekort-slagssted. Normalt må man overnatte én nat samme sted i den svenske natur (Allamandsretten) – og det kan sagtens være lige op og ned af en å eller en sø. Men vær opmærksom på, at det ofte er privat skogsmark / betemark, og så gælder det, at I skal spørge lodsejeren om lov først.

    Der findes også sheltere og deciderede ‘camps’ – og her er der som regel også rent vand og en toa. Turistinfoen i nærmeste by kan anvise disse steder uden beregning.

    Hvor langt oppe / inde i Sverige tænker I at skulle fiske?

    - Kenn

  13. Tonny siger:

    Hej kenn.

    først og fremmest tak for hjælpen. :)

    vi ved det ikke endnu. det har ikke så meget at sige hvor vi skal hen. bare det er et sted med fisk garanti og smukke omgivelser.
    ved du hvad det koster for sådan et fiske kort? pr uge ?

    Mvh Tonny

  14. Velbekomme Tonny.

    Hvis du skal fiske i højsæsonen i fx Mörrum kommer du af med spidsen af et højhus. Og fisker du i fx Almaån er det helt gratis. Så det er jo ret svært at give konkrete svar på.

    Men jeg kan klart anbefale, at I forsøger oppe i det nordlige Dalarna. Det er en tur på ca. 800 km fra Helsingborg, men her koster et ugekort kun kr. 300 SEK, og dækker et enormt stort område med en masse åer, bække og elve + fjeldsøer. Der er helt fantastisk deroppe, og det er muligt at campe på forskellige camps, hvor der er shelters med gratis brænde og vand. Og deroppe er der 100 % garanti for fangst!

    Tag et kig på mine indlæg fra Idre og området omkring, og bliv inspireret … Her tager jeg selv af sted så ofte jeg overhovedet kan!

    Held og lykke med turen …

    NB: Er der andre på tråden, så meld gerne ind :-)

    - Kenn

  15. Mikkel Skotte siger:

    Hej Kenn!

    Hvor ser det fantastisk ud. Jeg skal på påsketur med en kammerat her om et par dage, og vi ved vi skal fiske lidt fra kysten, da vi er vant til dette her hjemmefra. Men, vi er blevet ret lune på å, elv eller sø, så det skal næsten prøves. Jeg syntes det er lidt svært at finde steder på nettet, det ender tit med put&take forslag, hvilket det ikke skal være. Nu nævner du det nordlige Dalarna, der jo langt op, men det lyder virkelig fedt med så meget forskelligt vand + shelters. Er der noget tættere på der “minder” om det??

    På forhånd tak, og tak for den gode artikel

    Mikkel

  16. Hej Mikkel – ja, du behøver skam ikke tage så langt væk endda.

    I min yndlings-å – Helgeå – findes der shelters hvor åen løber langs skåneleden. Her er både overnatningsmuligheder, mulltoa, brænde mv. og det ligger kun et par timers kørsel fra København. Jeg har lagt et link til maps.google.dk
    hvor du kan se en af shelterne ved Helgeå. I øvrigt er Helgeå en ret spændende å i vild flot natur, der byder på særdeles godt ørred-, gedde- og døbelfiskeri.

    God tur …

    - Kenn

  17. Mikkel Skotte siger:

    Hold da op, sikke et hurtigt svar! Hvor er det fedt at du er så hjælpsom, det ser bare rigtig lækkert ud.
    Vi tager afsted på søndag, håber selvfølgelig på godt vejr og lækkert fiskeri. Jeg melder lige tilbage når vi kommer hjemad igen.

    Mange tak for det!

    Mikkel

  18. Mikkel Skotte siger:

    Forresten har jeg lige et spørgsmål til… Skal man købe fiskekort inde i Laholm eller hvor er det nemmest? Jeg har også lige læst at man kan låne en båd på Helge å camping, er det noget du kender til?

    Mikkel

  19. Øhh – Laholm og Helgeå = forkert å. Laholm ligger ved udmundingen af Lagan, der i øvrigt har en god laksebestand. Fiskekort til Lagan kan bl.a. købes på tankstationen.

    Helgeå camping lejer – som du skriver – både ud. Der har jeg skam også været :-) . Og det er et rigtigt fint sted at fiske, og der er de jo også i gang med at få en laksebestand op at stå. Helgeå camping ligger ved udmundingen af Helgeå, hvor du jo kan forsøge dig med Grupahullet.

    Begge steder kan anbefales, men ligger ret langt fra hinanden …

    - Kenn

  20. Mikkel Skotte siger:

    Nå okay, det fortæller lidt om mine evner med et kort:-) Ved ikke hvad jeg har tænkt på?!
    Jeg tror vi prøver Helge å camping, og derefter bevæger os ind i landet, det skal nok blive en god tur!

    Tak for det.

    Mikkel

  21. Andreas siger:

    Med stor fornøjelse har jeg siddet og læst alle spørgsmål og besvarelser. Jeg må sige, at det er fantastisk med en medfisker med så stor viden og lyst til at dele det med andre. Tusind tak for det Kenn.

    Jeg har ikke nogle spørgsmål, dem fik jeg besvaret i overstående beskeder, så jeg ville egentlig bare give min taknemmelighed til kende.

    Knæk og bræk.
    Andreas

  22. Daniel Skov siger:

    Hej Kenn, må istemme Andreas indlæg, det er super fedt at læse om!

    Jeg har søgt lidt rundt på internettet, men som jeg synes at læse det, skal man fiske med flue for at fange laks – findes der andre måder at fange dem på (min kammerat og jeg vil gerne fiske et sted i Sydsverige, noget bestemt sted du kan anbefale? Vi pakker telt osv, så det skal være et sted vi kan campere) ?

    På forhånd mange tak

    Mvh

    Daniel

  23. Hej Daniel – du skulle prøve fiskelykken i følgende åer i det sydsvenske:

    Rönne å
    Mörrums Kronolaxfiske
    Lagan

    Der findes teltpladser de fleste steder, men det må I selv følge op på. Jeg plejer selv at tage derhen på dagbasis og overnatter i mit sommerhus, og har deraf ikke brug for at overnatte i naturen. Husk at det er lovligt at campere i den svenske natur, men at man kun må overnatte én nat samme sted.

    God tur …

    - Kenn

Giv din mening til kende

- og hvis du har lyst, kan du jo også vise et billede sammen med din kommentar ved hjælp af en gravatar!