Verbena bonariensis – Kæmpe jernurt
Lette lilla skærme svæver i sensommerhaven, og når solens stråler varmer skærmene op, summer bierne og henter nektar hos kæmpejernurten. Verbena bonariensis – Kæmpe jernurt – er en af sensommerens fineste og mest elegante planter. Det er egentlig en staude, men hos os optræder den kun som enårig. Den stammer fra Sydamerika, hvor den er vildvoksende i Brasilien og Argentina, hvor den vokser på solrige steder i en veldrænet jord, bl.a. sammen med store græsser.
Verbena bonariensis er en opret staude, som bliver op til godt 1 m høj. Den har fine mørkegrønne savtakkede blade, som dog ikke syner så meget, da blomsterne sidder på høje bladløse stilke. Fra august til oktober blomstrer den med lilla små blomster samlet i fine skærme. Blomsterne er fantastiske insektplanter, og både bier, sommerfugle og svirrefluer svæver omkring de fine skærme.
Kæmpejernurten overlever som regel ikke vores vinter, men i en god sommer modnes frøene, og den er så i stand til at så sig selv, og på den måde kommer jernurten næsten til at virke som en staude. Man kan om foråret købe den i enkelte planteskoler, men man kan sagtens selv lave planterne. Omkring marts måned sås de indendørs, og stilles i stuetemperatur nogle dage, derefter flyttes de til et køligt sted. Efter et par uger, skal de flyttes tilbage i stuetemperatur. Når de fine småplanter har fået sit andet sæt blade, kan de prikles i potter, som fortsat skal stå inde, men fra maj stilles de ud. Man kan plante dem på det blivende voksested, når de er begyndt at forgrene sig. De skal naturligvis plantes i fuld sol i en almindelig god havejord. Selv om det er en tørketålende plante, er det vigtigt at vande de nyudplantede småplanter, til de har fået godt fat.
Overblik
Plantetype: Etårig (flerårig, hvis ingen eller let frost)
Blomstring: Juli - frost
Højde: 120 cm
Lysbetingelser: Fuld sol
Jordtype: Almindelig havejord
Placering: Fade, krukker og blomsterbede
Bemærk: Kan selvsås, men har lang udviklingstid
Blomster: Skærmagtige
Blade: Ovale til lancetformede med grovtandede rander
Vækst: Opret med stive stængler
Bredde: 90 cm
Formering: Frø, eller stiklinger i august/september
Såning indendørs: Januar (kræver kulde)
Såning udendørs: Januar
Hjemsted: Tropisk Sydamerika, Colombia, Brasilien, Agentina og Chile
Særligt
Stænglerne er firkantede og stive, og kræver som regel ikke støtte





