Amsonia tabernaemontana
11. august 2009 by Kenn Römer-Bruhn
Gemt under Sart lys blå, Stauder
Mine Amsonia fik jeg med min første frøbestilling fra Thompson & Morgan tilbage i 2004. Amsonia tabernaemontana har endnu ikke fået noget dansk navn, men isstjerne eller blåstjerne er da gode bud på denne skønne og utrolig nemme staude.

Amsonia tabernaemontana er en dejlig tidlig staude og er her i selskab med et par mørke sølvlys i baggrunden.
Den gror på fugtig men veldrænet jord, og gerne i fuld sol. Blomstringen starter tidligt fra maj og slutter afhængig af vejr og vind først til juli. Planten bliver en lille meter høj og får kompakte lyseblå klaser af flotte stjerneformede blomster på stive stængler med smukt mørkegrønt løv. Står rigtig fint sammen med fx sølvlys – Cimicifuga racemosa. Er også velegnet som solitær plante og er rigtig god som snitblomst til buketter.
Jeg såede mine Amsonia i 2004 og fik allerede året efter en masse flotte blomster. Sidste år (2008) høstede jeg de lidt specielle frø fra frøstandene og kan i dette efterår (2009) plante ca. 30 Amsonia ud i det forreste bed i blomsterhaven. Og så kan jeg kun gå og glæde mig til den kommende sæson.




