Hadspen Garden – den glemte have
18. juni 2010 by Kenn Römer-Bruhn
Gemt under Blomsterhaven
Jeg har i mange år læst megen engelsk havelitteratur, og stødte tilbage i 1993 på et haveprojekt nær Castle Cary i Somerset i det sydlige England. Haven var en såkaldt walled garden, og en sådan have måtte jeg simpelthen bare besøge. I juli 1996 og igen i 1999 var jeg med familien en tur til det skønne sydlige England, hvor vi var forbi denne pragtfulde have.
Indlægget er opdateret pr. 27. maj 2011 med flere billeder fra 1999, som jeg stødte på i en kasse med lysbilleder: Lysbilleder – hallo! Jeg havde åbenbart dias-film i kameraet dengang …

Den omkransende mur i Hadspen Garden ses tydeligt. Haven var sammensat af de flotteste blomster i afstemte nuancer.
Den indhegnede have, der tilhører Hadspen House, var oprindeligt en køkkenhave. Haven skråner mod syd og har et mikroklima og er så lun, at der kunne dyrkes flere forskellige afgrøder fra Middelhavsområdet. Haven er på 3.000 kvadratmeter, og er omkranset af en parabolskformede mur, der visse steder er næsten ni meter høj. Der er ikke noget at sige til, at planterne kunne trives i denne have.

Hadspen Garden havde afstemte tone-i-tone farvenuancer. Her kom sønnike til at plukke en af blomsterne – ups …
En lille planteskole
I forbindelse med Hadspen Garden var det et lille nurseri, og herfra har vi stadig et par planter oppe i blomsterhaven.

Gartneriet på Hadspen Garden i 1999. Ja, den gang var pigerne små – og de valgte hver især en lille fin plante.
Lidt historie om Hadspen Garden
I 1960′erne ophørte Hadspen Garden som køkkenhave, og blev stille og rolig plantet som en diskret prydhave. Det var i første omgang Penelope Hobhouse, der gik intensivt i gang med forskellige faser i haven (1968 – 1979). Senere kom Nori og Sandra Pope til (1989 – 2005), og gjorde haven til det paradis den var gennem en helt unik periode.
Alle der nåede at se Hadspen Garden kunne straks se, at her var noget særligt og helt unikt. Selvom haven var privatejet, har den været åbent for besøgende siden 1970. Haven blev meget populær i både i Storbritannien og udlandet, og besøgende kunne handle de sjældne planter i det lille gartneri, der var på stedet. Selv har jeg flere planter i min egen blomsterhave, der er fra Hadspen Garden. Det er ret så hyggeligt at tænke på.
I 2006 blev hele haven desværre fuldstændigt ryddet. Sådan går det når tid og kræfter slipper op, og der ikke er nogen der ønsker at fortsætte i samme spor.
Hadspen Garden i dag
I den offentlige debat om fremtiden for Hadspen Garden, arrangeret af ejerne Niall og Penelope Hobhouse, er man kommet frem til følgende plan for haven: Hadspen Garden skal fremover være en produktiv køkkenhave, hvor der dyrkes gamle sorter af grøntsager, der ikke er kendt i supermarkeder og med bede af forskellige blomster. Hvordan det kommer til at spænde af, kan kun fremtiden vise …











Ai, sikken et stik det gav i hjertet at se den ryddede Hadspen Garden! Og hvor er du heldig, at du fik den set “live”. Jeg fik bogen “Haven i farver” af Nori og Sandra Pope tilbage i 2002, hvor jeg selv var ny haveejer, og blev bjergtaget af deres måde at sammensætte planterne. Det bliver spændende at se, hvordan det nye køkkenhaveprojekt kommer til at tage sig ud.
Heldigvis kan man stadig se noget i samme retning ved de engelske universiteter i Cambridge og Oxford. Men den var dæleme flot den her.
Så øv.
Er lige kommet på besøg på denne blog. Jeg har også været heldig at besøge Hadspen Garden familien Pope havde den. En stor gave af haveoplevelser fik jeg. Hørte også senere at haven havde skiftet hænder. Ja og de nye ejere har selvfølgelig lyst til at sætte deres præg på denne spændende ramme som består af hyggelig gamle bygninger. Endnu den dag i dag bruger deres havedesign af og til i mit arbejde som havearkitekt til at rådgive folk og når de ønsker at få skabt nye oplevelser i deres have og farvevalget falder på på ‘tone i tone’ eller bestemte farvekombinationer. Herligt at jeg fik lov at opleve disse spændende havemennesker.
skulle lige prøve at finde Hadspen Garden på nettet og opdager så her, at haven åbenbart er nedlagt – hvor forfærdeligt, det var så smukt. Jeg nåede desværre aldrig selv at se den i virkeligheden (forsøgte tilbage i sep-okt 1999, tror jeg det var, men da var Nori og Sandra Pope desværre ikke hjemme, da min mand og jeg ville besøge haven – øv, øv, øv! hvor er det bare rædselsfuldt, at noget så smukt ikke kan få lov at fortsætte.
Jeg har deres bog – men det er jo ikke helt det samme, selv om den er utroligt smuk, som hvis man kunne have været heldig at se den i virkeligheden.
Til lykke til jer, der nåede det i tide
kh
Mette (i Horns Herred)